Klaus Stülb, Riesling Trocken, Fantastisk tør Riesling. Klar lys farve. Ren duft af lyse frugter og fersken. Tør og frisk smag af især grønne æbler, lidt fersken og mineraler. Stilen er harmonisk og elegant. Perfekt balance mellem frugt og syre.
Klaus Stülb, Riesling Feinherb, en fantastisk flot Riesling fra sydtyske Klaus Stülb. Mineralerne, klarheden og kompleksiteten træder flot frem. Lækre og velkendte Riesling noter som fersken og abrikos, der får vinen til at føles frisk og forførende.
Riesling Feinherb ligger sig i midten af sødme-spektret og fremstår derfor yderst tiltalende, behagelig og forførende. Denne Riesling er også perfekt som aperitif.
Riesling Sect, Tysk Riesling-Sect fra Mosel. Elegant tør mousserende vin på druen Riesling lavet på den traditionelle metode kendt fra Champagne med 2. gæring i flasken. Lang tids lagring på bærmen, dvs. de døde gærceller, giver særdeles fine bobler. Klar lys farve. Elegant duft af friske frugtaromaer. Frisk og tør smag af grønne æbler med en fin underlæggende sødme af fersken. Fantastisk balance mellem det tørre og de friske og let søde frugtaromaer klassisk for Riesling.
Mosel i Tyskland står for elegance. Klaus Stülb er en mester til at lave elegante og harmoniske vine altid i flot balance. Toppriserne for økologisk vin hans Riesling-Sect har vundet er et udtryk for kvalitet på øverste hylde. En virkelig dejlig mousserende vin der giver en række Cava og div. Cremant baghjul. Perfekt som aperitif.
Jakob Jung, Riesling "Classic", Husets indgangs Riesling med navnet Classic er en storcharmør: Blød frugt - masser af abrikos, melon, citrus og kvæde - en læskende friskhed og mineralitet, balanceret syre og kant af sødme med restsukker på 11 g/l. Elegance fra gamle dage, dengang Tyskland var verdens førende vinnation.
Med andele i nogle af områdets bedste marker, samt en uhyre omsorg for hver enkelt vinstok er det ikke mærkeligt, at Jakob Jung ligger helt fremme blandt Rheingaus bedste producenter.
Wagner Stempel, Riesling Trocken, Riesling der smager så englene synger... Wagner Stempels økologiske Riesling Trocken er en klassisk, frisk Riesling fra Rheinhessen, med et let petroleumspræg, uanede mængder lime, grønne æbler og fersken. Den eminente og snorlige syre er uhørt tiltalende og giver et lille, nærmest mousserende, stik på tungen. Smagen er mineralsk, elegant og afsluttes med en lang sprød citrus eftersmag. Wagner Stempel håndplukker nøje Riesling-druerne og lader vinen lagre på en blanding af ståltanke og tyske træfade. Højeste potentiale for at blive din absolutte favorit Riesling.
Wagner Stempel, Rosé
Spätburgunder er det tyske navn for Bourgognedruen Pinot Noir. I Wagner Stempels økologiske fortolkning bliver dette til en levende og vibrant charmør, med en næse spækket med røde bær, hindbær og kirsebær, i smuk sammenspil med løvstikke, mandler og diskret vanilje. Munden har lige dele saftige bærnoter, power, mineralitet og elegante tanniner. Klassiske jordnære noter af rodfrugter og et modent præg grundet den sene høst. Alle druerne er håndplukkede og nøje udvalgt og modningen sker på barriques. Wagner Stempel har med denne fløjlsbløde røde begået en lille genistreg.