Opskrifter
December er smagen og duften af jul. Vi har stykket vores bud på en skøn julemenu sammen til jer og parret den med vores decemberkasse.
Forkæl dine gæster når de kommer enten med skønne franske bobler fra det spanske Cava hus Dignitat.
Er det eftermiddagsgæster er det perfekt at starte julen med noget hjemmelavet Glühwein
Ingredienser
1 flaske rødvin - Almorqui
2 øko appelsin, saft og fintrevet skal
2 kanelstang
8 hele nelliker
50 g sukker
0,50 dl mørk rom
Til servering
1 øko appelsin, skåret i skive
Fremgangsmåde
Kom rødvin, appelsinsaft og fintrevet appelsinskal, kanel, nelliker og sukker i en gryde og varm det langsomt op til lige knap kogepunktet. Læg låg på og sluk for varmen. Lad drikken trække smag i 1-2 timer.
Hæld igennem en sigte i en ren gryde. Smag til om du synes den skal have lidt ekstra sukker og varm op til lige knap kogepunktet igen. Kom rom i og server i glas med appelsinskiver.
Julesalat med blåskimmelost og pære
Ingredienser
40 g valnødder
100 g rucola
100 g julesalat, cikorie, skåret i strimler
1 pære, i tern
1 rødløg, i tynde ringe
2 spsk tranebær, tørrede
40 g blåskimmelost, i små tern
Dressing
1 spsk honning
2 spsk æblecidereddike
1 tsk dijon sennep
4 spsk olivenolie
flagesalt
sort peber, friskkværnet
Fremgangsmåde
Rist valnødderne på en varm tør pande under om røring i et par minutter, til de bliver sprøde, men uden de tager farve. Hak de ristede valnødder groft.
Vend rucola og cikoriejulesalat med vinaigrette og anret på et fad.
Drys pære, rødløg, tranebær og de hakkede valnødder over. Fordel til sidst blåskimmel osten på salaten.
Dressing
Kom alle ingredienserne i en skål og rør det godt sammen, til vinaigretten er ensartet i konsistensen. Smag den til.
Confit de Canard (confitterede andelår)
Vin / Pinoso, "Cepa 50" Tinto
Ingredienser
4 andelår
1 kg andefedt
1 spsk frisk salvie, finthakket
1 spsk frisk rosmarin, finthakkede
1 spsk frisk timian
1 øko citron, fintrevet skal herfra
3 fed hvidløg
1 spsk sukker
1 spsk flagesalt
1 spsk peberkorn, groft knust
Fremgangsmåde
Krydring, dagen før
Kom salt, peber, salvie, rosmarin, citronskal, hvidløg, sukker og timian i en morter og knus det til en velduftende krydderblanding.
Gnid andelårene med krydderblandingen og stil dem på køl natten over i en skål med låg.
Dagen efter
Tør krydderierne af andelårene. Smelt andefedt i en gryde ved lav varme og kom andelårene i gryden, så de bliver dækket godt af fedt. Sæt låg på og lad andelårene simre ved svag varme i 3-4 timer. De må endelig ikke koge, men skal blot lige simre. På den måde bliver kødet på andelårene nemlig mørt som smør og ikke friteret sprødt.
Tjek andelårene efter et par timer. Når kødet er helt mørt, er andelårene færdige. Ellers giv dem lidt længere tid.
Tag andelårene op af gryden, når kødet er perfekt mørt som smør.
Til opbevaring for senere servering
Kom andelår i en rengjort skål, der er skoldet med kogende vand og tørret godt af.
Si andefedtet for grums. Hæld det rene hvide andefedt over de færdige andelår i skålen, så de bliver helt dækket af fedt.
Ved servering
Steg de confiterede andelår sprøde på en pande i fedtet fra anden eller kom dem på en bradepande med bagepapir. Drys skindet med lidt flagesalt og bag dem i en forvarmet ovn ved 225 grader varmluft i cirka 10-15 minutter til skindet er sprødt.
Dessert/ Klassisk Ris a la mande
Vin / Dalva Porto Rosé
Ingredienser
1 liter sødmælk
180 g grødris
1 vaniljestang
70 g sukker
100 g mandler
1 knivspids salt
4 dl piskefløde
Fremgangsmåde
Kom mælk og risengryn i en gryde og kog langsomt op under konstant omrøring.
Skru ned for varmen til næstlaveste blus. Rør rundt et par minutter og læg låg på gryden.
Flæk vaniljestangen og skrab vaniljekornene ud, vend vaniljekornene sammen med sukker på et skærebræt, så vaniljekornene skilles af.
Kom sukker, vaniljekorn og den hele tomme vanilje stang i gryden, rør rundt og lad risengrøden simre svagt i 45-50 minutter under jævnlig omrøring til risene er lækre og møre. Tag vaniljestangen op.
Kom mandlerne i en skål og hæld kogende vand over. Lad det trække i 10 minutter, hæld vandet fra og hæld igen kogende vand over og lad dem stå i 2 minutter. Hæld vandet fra og smut mandlerne.
Rør de smuttede hakkede mandler og salt i grøden og lad grøden køle helt af i køleskab i nogle timer eller til dagen efter.
Inden servering – eller en times tid før den serveres
Pisk fløden til en luftig flødeskum og vend den i risengrøden.
Rigtig god fornøjelse, god december og glædelig jul samt godt nytår 🥂
Allergener: Vin Indeholder sulfitter