Beskrivelse
Domaine Begude drives af det engelske par Catherine & Lames Kinglake. De overtog vingården i 2003. Passionen for vin førte dem til at udleve drømmen i Sydfrankrig hvor de fik muligheden for at købe den smukt beliggende vingård på toppen af bjerget i Limoux med udsigt til Pyrenæerne. Selve gården er trelænget og gulkalket med rosenbede og brosten. Umiddelbart bag laden der fungerer som vinlager starter vinstokkene. Ren fransk idyl.
Efter et par år besluttede parret Kinglake at omlægge til 100% økologi. Der bruges ingen pesticider og der bruges udelukkende økologisk gødning fra får. En del biodynamiske principper anvendes for at passe på natur og dyreliv. Bæredygtighed skåner naturen, giver sunde vinstokke og dermed bedre vin.
De kølige forhold 300 m. over havets overflade giver ideelle vækstbetingelser. Varme somre og kølige nætter er perfekt for vinstokkene. Vingården er på 29 ha og jorden består hovedsagligt af stenet jord med ler og kalksten. Der kunstvandes ikke. Vinstokkene vænnes til at hente vand dybere nede og hermed trække de dybereliggende mineraler med op. Vinstokke har godt af at arbejde lidt for næring.
Domaine Begude er klassificeret IGP Pays d’Oc hvilket omfatter hvide, røde og rosévine fra den franske sydkyst. Området svarer ca. til Languedoc-Rousillon, hvilket er et af de største vinområder i Frankrig. Pays d’Oc IGP er en af de vigtigste i Frankrig og her produceres størstedelen af landets IGP vine. IGP dækker alle de vine der ikke er kategoriseret og underlagt de strenge regler der gælder for AOC kategorien. Dette passer godt til Domaine Begude.