Beskrivelse
Tenuta Orsumella ligger i Montefiridolfi ca. 30 km. syd for Firenze i hjertet af det velkendte Chianti Classico vindistrikt i Toscana. Ejendommen er på i alt 78 ha. hvoraf 25 ha. er vinmarker og 11 ha. er olivenlunde. Den ligger i naturskønne omgivelser 300 meter over havets overflade og med udsigt til bakkerne i landskabet, oliventræer og cypresser langs vejene er det billedet på landlig idyl i det smukke Toscana.
Naturens harmoniske omgivelser er ikke bare udtryk for skønhed men dens karakter er også inspiration til at lave unikke og velsmagende vine. Chianti Classico er det ældste og mest traditionsrige område i Chianti regionen og på Tenuta Orsumella ser man det som sin opgave som vinbonde både at være en formidler af gamle traditioner og bruge sine evner til at give udtryk for dette traditionsrige områdes karakter og skønhed i vinene.
Vingården drives af den nu 3. generation af Menichetti familien i denne ånd. Hver flaske vin afspejler terroir, vindyrkningsmetoder og den daglige pleje af vinstokkene.
Etiketten med en stor stjerne omgivet af seks mindre stjerner refererer til en gammel lokal fortælling. Efter sigende holdt de unge af at mødes på sommernætter for at betragte stjernernes spejlbillede i et vandløb på bunden af en kløft. Stjernebilledet var Lille Bjørn med syv stjerner hvor den største og klareste var Nordstjernen.
Vandløbet hedder Orsumella og løber stadig gennem ejendommen. Logoet på vinflasken er et billede på denne historie med en stor stjerne med syv spidser og seks mindre stjerner omkring, røde som vin