1-3 dages levering

Prisgaranti

Fri fragt

Økologi & bæredygtighed


SPAR 0,00 kr

Smagekasse August "Tyskeren"

Udsalgspris

695,00 kr

Normalpris 695,00 kr
( / )
Moms inkluderet. Fragt er altid gratis.
Købsmuligheder
Leveringsfrekvens

Smagekasse August "Tyskeren" De er vores gode naboer og vi kan ganske roligt overgive os, læne os tilbage, lade os forføre og nyde de velproducerede, mineralske vine. Vi har 2 fantastiske tyske vinhuse der er et besøg værd. Becker Landgraf & Klaus Stülb leverer altid højeste kvalitet, smukke balancer og mineralitet fra øverste hylde.

Becker Landgraf, Spätburgunder “Muschelkalk” 2019:

Bourgognerød farve. Elegant og koncentreret duft af hindbær, tranebær og røde kirsebær. Fløjlsblød, frugtig og kompleks smag med en god intensitet. Lidt vanilje og krydderier fra egefadene. Lang eftersmag.
Økologisk. Druen er Pinot Noir. God til flyvende vildt, gris, kalv.

Becker Landgraf, Weißburgunder ”Muschelkalk” 2020:
Lysegul farve. Frugtrig duft af pære, gule æbler, nødder, grønne urter og engblomster. Fyldig og cremet krop. Fin mineralitet med lette salte noter tilføjer finesse og elegance til kompleksiteten og den kraftfulde frugtsmag. Lav syre så vinen føles blød og rund.
Økologisk. Druen er Pinot Blanc. God til fisk, skaldyr, fjerkræ, gris, cremede oste.

Vivino har givet Muschelkalk Weiss & Spätburgunder : ★★★★★ 

Spätburgunder, Becker Landgraf Gau-Odernheimer 2020. Klar mørkerød farve. Fantastisk duft af kirsebær, mørke bær, urter og egetræ. Kølig frugt i smagen med en præcis og elegant struktur. En dejlig saftig smag af kirsebær, røde bær og noter af egetræ. Frisk syre og et let tanninbid. God længde på eftersmagen. Vidunderlig og forførende vin.

Chardonnay, Becker Landgraf Gau-Odernheimer 2020. Klar og mineralsk chardonnay med gode syre, en snert af salt og frisk frugt. Alt sammen i uovertruffen flot balance så den afsluttes rund og behagelig.

Riesling Trocken 
Klaus Stülb Riesling Trocken. Fantastisk tør Riesling. Klar lys farve. Ren duft af lyse frugter og fersken. Tør og frisk smag af især grønne æbler, lidt fersken og mineraler. Stilen er harmonisk og elegant. Perfekt balance mellem frugt og syre.

Riesling Feinherb
En fantastisk flot Riesling fra sydtyske Klaus Stülb. Mineralerne, klarheden og kompleksiteten træder flot frem. Lækre og velkendte Riesling noter som fersken og abrikos, der får vinen til at føles frisk og forførende.

Riesling Feinherb ligger sig i midten af sødme-spektret og fremstår derfor yderst tiltalende, behagelig og forførende. Denne Riesling er også perfekt som aperitif. 

 

Specifikationer
Land: Tyskland
Område: Rheinhessen & Moesel
Drue: Pinot Noir, Pinot Blanc & Riesling
Velegnet til: fisk & skaldyr, kylling, oste, okse & gris
Allergener: Indeholder sulfitter
Dyrkning: Økologisk

 

Vinhuset

Becker Landgraf
Becker Landgraf vingården ligger i hjertet af Rheinhessen i delstaten Rheinland-Pfalz i Tyskland. Rheinhessen er et vinområde i rivende udvikling. Becker Landgraf består af ægteparret Julia og Johannes Landgraf. I 2003 overtog Julia (født Becker) vingården der dengang var på 8 hektar. Siden 2006 har ægteparret sammen drevet vingården der i dag er på 15 hektar.

Det stilfulde logo J2 på etiketterne, Julia og Johannes, står for den dobbelte lidenskab og vekselvirkningen af en gensidig inspiration. Julia og Johannes er lidenskabelige og kvalitetsbevidste vinbønder med visioner. Samtidig har de også en tæt forbindelse til jorden. Vindyrkningen og produktionen er derfor i høj grad i overensstemmelse med naturen.

Der dyrkes økologisk uden brug af sprøjtemidler eller kemikalier. Der gødes udelukkende med naturligt humus. Mangler der mineraler eller næringsstoffer i jorden plantes der noget der naturligt tilfører det der mangler. Der kunstvandes ikke så vinstokkenes rødder går dybt i jorden for at finde næring og vand og danner grundlag for en harmonisk udvikling af vinstokkene og vine der er rige på mineraler. Derudover foregår der en målrettet bearbejdning af jordbunden for at bevare den naturlige ligevægt så druerne opnår den bedste kvalitet. 

Arbejdet i kælderen foregår nærmest biodynamisk. Så lidt indblanding i vinificeringen som muligt. Meget lidt svovl tilsat til slut i processen. Højest en filtrering og for størstedelen af rødvinene ingen filtrering. Moderne kælderteknik kombineres med generationer af erfaring og viden. Ideer og visioner udvikles og resulterer i komplekse og autentiske vine. Både Julia og Johannes arbejder med fadene i kælderen så vinene forbliver lige så naturlige som de har groet i vinmarken med egne særlige karakterer og kendetegn.

Becker Landgraf laver terroirvine hvor de enkelte vine afspejler hvilket område og hvilke marker vinene kommer fra. I jordbunden på Petersberg i Gau-Odernheim er der aflejringer af muslingeskaller fra dengang området var hav. Det giver en særlig fin mineralitet til vinene. Karakteristisk for Becker Landgraf gennemgår alle vinene 2. gæring også kaldet malolaktisk gæring hvor den hårde æblesyre omdannes til den blødere mælkesyre. Der er også en udpræget brug af egetræ, især til Gau-Odernheim kommunevinene (Ortswein) og enkeltmarksvinene.

Pga. malolaktisk gæring har vinene relativ blød syre. De har en afbalanceret og harmonisk stil med saftig frugt, en fin mineralitet og et flot udtryk af terroir.  Indflydelse og inspiration er hentet fra Bourgogne. Vinene er originale, elegante og komplekse med masser af karakter.

De fleste af Becker Landgrafs vinmarker ligger på Petersberg i Gau-Odernheim, hvor også enkeltmarken Herrgottspfad ligger, og overfor Petersberg på Ölberg. Derudover har de også nogle få hektar på Rosenberg i naboområdet Biebelnheim.

Klaus Stülb

Vores dygtige og innovative vinbonde, Klaus Stülb, har sin økologiske og flotte vinproduktion i sydtyske Zell-Kaimt i Mosel. Her har han siden 1986 dyrket økologisk og dermed været en foregangsmand for at tænke miljø og bæredygtighed ind i vindyrkningen i dette område.

Hans produktion og metoder nærmer sig efterhånden mere det biodynamiske hvor han kun benytter naturmidler og i store træk lader naturen gå sin gang i marken og i vinkælderen. Stülbs vine er også veganske. Traditionelt bruger man proteiner til at hjælpe med at klare vinen. Siden 2013 bruger Stülb proteiner fra ærter. Ellers lader han tiden klare vinen via naturlig bundfældning og filtrering i store glasflasker.

Det var ønsket om at undgå landbrugskemikalier der førte til økologisk dyrkning i 1986 hvor man også stoppede med brugen af kunstgødning. I stedet bruges der kompost og klippemel til at gøde jorden.

Jordbunden bearbejdes så der skabes mineraler i lagene af humus. Her finder vinstokkene deres næringsstoffer.

Der bruges ikke ukrudtsmiddel så græs og urter får lov at gro. Af hensyn til vinstokkenes trivsel bliver græs og urter til tider slået.

Mangfoldigheden i jordbunden med vinstokkene gør at insekter og smådyr trives. Nyttige insekter og smådyr holder de skadelige væk så der benyttes ikke insektbekæmpelsesmidler.   

For at styrke vinstokkene mod svampesygdomme får de bl.a. urteudtræk, klippemel og kobberpræparater. Selv brugen af disse minimeres ved at plante forstærkede druesorter der er modstandsdygtige overfor svampesygdomme.

Hos Stülb tages der derfor højde for hele bio-systemet og for balancen i selvsamme.

Opskrifter

August er for mange inklusiv mig selv måneden hvor vi gør alt hvad vi kan for at forlænge sommeren, nyde solstrålerne, grill, hygge med venner og holder fast i lidt ferie stemning. Der er derfor stadig sommer over menuen og et kig ind i de råvarer der er dugfriske lige nu. 

Forret /Tomat & Tartar 4 prs

Vin / Becker Landgraf Spätburgunder (Gau-Odernheim eller Muschelkalk)

400 g oksekød af god kvalitet (spiser du ikke oksekød, kan denne byttes til laks)

1 håndfuld kartoffelchips

Frisk basilikum

Salt

Sort peber

50-100 g friske tomater gerne et mix mellem gule, grønne og røde

Salt kødet med fint salt (1/2 tsk) og lad det trække natten over. Hak kødet én gang i en kødhakker med det grove jern. Såfremt man ikke har en kødhakker kan kødet hakkes med en kniv eller skrabes.

Skyl de friske tomater, og skær dem i grove stykker.

Anret tartaren på tallerkenen. Drys med salt og kværn sort peber henover, og top med syltede sennepsfrø, tomat mayonnaise, tørrede tomater i olie, de friske tomater samt lidt kartoffelchips. Pynt til slut med lidt basilikumblade.

Tomatmayonnaise 

100 g god mayonnaise

1/2 spsk koncentreret tomatpuré 

Salt & peber

Rør mayonnaise sammen med tomatpuré, smag til med salt og peber.

Syltede sennepsfrø

2 spsk sennepsfrø

1/4 dl hvidvinseddike

1/4 dl vand

1 spsk sukker

1 tsk salt

Kom sennepsfrø i et glas med eddike, vand og salt og lad trække natten over.

Tørrede tomater

500 g små tomater

Salt

Peber

1 Laurbærblad

Olivenolie

Skyl tomaterne og halvér dem.

Læg dem i skærefladen opad i en bradepande. Krydr med lidt salt og peber. Bag ved 120 grader i 2 1/2-3 timer.

Kom de bagte tomater i et glas sammen med laurbærblad og dæk med olivenolie. Der vil være rigeligt tomater tilovers. De kan holde sig i ugevis i køleskabet i god emballage.

 

Hovedret/  Galette med tomat & courgette 4 prs

Vin / Becker Landgraf Weissburgunder eller Spätburgunder 

150 g ricotta

2 spsk dijonsennep 

25 g revet Pecorino ost eller en god saltet ost af komælk (evt. vesterhavsost)

1 fed hvidløg

Salt

Sort peber

400 g fast courgette

250 g tomat

100 g mozzarella

2 spsk. frisk rosmarin

1 æg til pensling

Rør en creme af ricotta, sennep, pecorino (eller saltet ost), knust hvidløg og lidt salt og peber.

Skyl courgetter og tomater og skær i tynde skiver. Tag dejen ud fra køl (se dejopskrift), og rul den ud til en rektangel med en tykkelse på 3-4 mm direkte på en bageplade med bagepapir.

Smør ricottacremen ud over bunden, men lad en kant på 5 cm være fri hele vejen rundt. Læg skiveskårede courgetter og tomater hen over og drys med salt og peber. Riv mozzarellaen over, og drys med frisk rosmarin. Fold forsigtigt de 5 cm kant, således de danner en lille forhøjet kan hele vejen rundt. Pensl kanten med pisket æg og bag galetten i 20-30 minutter ved 200 g.

Dejen 

Er det det sultne selskab, kan man godt lave dobbeltportion

200 g hvedemel

1 tsk flagesalt

125 g koldt smør

50 g creme fraiche 18%

1/4 dl vand

Bland mel og salt sammen. Skær smørret i tern, og smuldr det ud i melet, til det ligner grov rasp. Rør creme fraiche og vand sammen, og brug det til at samle dejen. Den skal ikke æltes men bare samles. Pak dejen ind i plastfolie og lad den hvile i køleskabet i 30 min. 

Dessert / Syltede vilde blåbær med grøn pistacieis og citroncreme 4 prs

Vin / Klaus Stülb Riesling Feinherb 

400 g syltede vilde blåbær (se sylteopskrift nedenfor)

1 øko citron

Ristede pistaciekerner

50 g spæde granskud (findes på et grantræ fra din have eller fra skoven)

Pistacieis (købes ved den lokale isbutik eller eksempelvis Rema har en rigtig fin italiensk udgave)

Syltede vilde blåbær

500 g vilde blåbær

1 l vand

1 dl sukker

Skyl de nye danske blåbær enten købt eller selvplukket forsigtigt under koldt vand. Vand koges op med sukker. Køles helt ned og hældes så over blåbærrene. Lad trække til dagen efter.

De syltede blåbær drænes fra deres lage. Citronen skylles og aftørres, skallen rives, og saften presses fra.

De drænede blåbær marineres i lidt citronsaft og citronskal. Ved anretning vendes de syltede marinerede blåbær i en citroncreme og lægges efterfølgende i bunden af dybe tallerkner eller skåle. På et leje af lidt ristede pistaciekerner placeres en quenelle (skefuld formet som konkylie. 1 alm skefuld er også godkendt ) af pistacieis, og der pyntes med fintplukkede grannåle fra spæde granskud.

Citroncreme

500 g citron

125 g sukker

50 g olivenolie

25 g citronsaft

salt

Citronerne skylles og aftørres, pakkes i sølvpapir og bages i ovnen i 1 time ved 170 grader. Blendes hele med skal til puré sammen med sukker. Puréen sigtes. Blendes igen med olivenolie og citronsaft. Smages til med salt.

  

Rigtig god fornøjelse, god sensommer og god appetit 🥂